Godt nytår 2023

Året går på hæld og i ønskes alle et godt nytår. Forhåbentligt har I i juledagene haft mulighed for at få lidt velfortjent tid til familie, venner og personlige sysler, og lade jobbet hvile en tid.

Godt og aktivt nytår

Julepynten er pakket ned og et nyt år står for døren. Det nye år markerer på mange måder starten på noget nyt, men også afslutningen på noget godt. Det bliver den sidste jul, hvor nytårshilsnen bliver skrevet fra kontoret i Ikærhallen, sidste jul med juletræ og julefrokoster i kantinen på Ikær, inden det for alvor bliver SFO. På et personligt plan er det en mærkelig følelse, hvis vægge kunne snakke, så er der mange gode historier at fortælle der.

2023 blev et år, hvor energikrise og inflation var væsentlige parametre, der satte sit præg på driften i GISK. Men 2023 blev også et rekord år for os. Det blev året, hvor vi i min tid i GISK, mere end fordoblede antallet af bookede timer i vores faciliteter.  Mere end 14.000 bookede timer, det er altså en stigning på mere end 7000 timer, siden 2019.  Det vidner om et aktivt foreningsliv, hvor stadig flere foreninger anvender vores lokaler, men også at vi som by og som facilitet bliver mere attraktive for udefra kommende arrangører.  

Det er vi først og fremmest glade for. Vi er taknemlige for den efterspørgelse der er for arrangementer i vores lokaler. Og vi arbejder hele tiden for, at skabe de bedste mulige rammer for faciliteter og fællesskaber, uanset om det er til en forening med 10 eller 500 medlemmer. Om det er aktiviteter for skolen, bostederne eller noget helt trejde. Men det giver også nogle udfordringer i forhold til hvor meget tilgængelig vi skal være.

For hvor der er en tydelig ramme for den organiserede aktivitet, så har vi i 2023 virkelig mærket, at vi er meget mere end idræt. Vi er godt i gang med at blive det samlings og mødested for børn, unge og ældre. Og det er vi først og fremmest glade for.

Specielt de unge mennesker, skal lære at bruge den tillid de får, ved at måtte være her i uorganiserede fællesskabet. For det kræver mod at være ung, mod at sige fra, når ”filmen knækker”, at være medløber er det letteste, men at stoppe op og sige fra, stå ved egne værdier, det kræver mod.   

Så kære unge mennesker, I er meget velkomne i hallerne, så længe I husker at der skal være plads til andre og at vi ikke er et ungdomshus med frit lejde. Stå ved jeres sunde værdier og få sagt stop, når i er på vej ned af en uheldig retning.  Og kære forældre har I styr på hvor dit unge menneske er? Spørger du til hvor de mødes, hvad de laver når de ikke er hjemme? For det kræver også mod at være forælder til et ungt menneske. At sætte rammen for dem, det er fortsat jeres opgave. Også når de ikke er hjemme. Det er mit nytårs ønske til jer.

Igen i år, har vi være så privilegerede at kunne trække på mange fantastiske frivillige. Uanset om det har været til stævner, til store og små arrangementer og til oprydning, ja så er I mødt frem og har knoklet. Det sætter vi enorm stor pris på. GISK Bestyrelsen har igen haft et travlt år, hvor indsamling og økonomi stadig har fyldt meget. Tak for med og modspillet, mon ikke vi alle glæder os til at få hænderne af den varme kogeplade og kunne snakke mindre om millioner og mere om hvordan fremtiden i GISK skal være. For personalet har vi kunne mærke den øgede aktivitet. Og vi var ikke nået igennem, hvis ikke at vi i GISK er så privilegerede af at have et fantastisk team af medarbejdere. Vi løfter i flok, det gælder både de fastansatte, som de mange unge mennesker, der er med til at gøre en forskel i hverdagen. Så tak til jer.

Foråret 2024 nærmer sig. Og med den, en milepæl, som vi har snakket om og kæmpet for i mange år. Det er med stor glæde at vi nu endelig kan sige at det er i år, at vi kan tage de nye faciliteter på Søndermarken i brug. Mange gode mennesker har knoklet for det i mange år, vi har som by stået sammen, med god hjælp fra Vejle Kommune Og nu står vi der, snublende nær målstregen, vi skal fortsat stå sammen om at sikre inventaret i det nye center. Men de indvendige rammer er på plads.   

Vi glæder os til at invitere jer til den officielle indvielse. Og ikke mindst til at tage de nye faciliteter i brug. De skaber en ny ramme for foreningslivet i Give, både på Søndermarken, men også på Ikær, hvor den øgede halplads, forhåbentlig vil give nye muligheder, til foreninger, som før har været trængte på pladsen.

Men er vi så færdige med at udvikle os? Det kan vi vist roligt sige nej til.

Der er fortsat rigeligt at tage fat på. Vi arbejder ufortrødent videre, for at sikre den fremtidige udvikling, af såvel de indvendige samt udvendige rammer. Til glæde og gavn for hele gammel Give Kommune.

For der er kun os selv til at sikre at vi kommer på dagsordenen, til at sikre at vi både er stolte af de faciliteter vi SAMMEN har fået skabt, men også til fortsat have ambitioner på foreningslivets vegne. Til at sikre at hele visionsplanen bliver rullet ud. Men for nu, glædes vi, er stolte over det som vi lige om lidt skal indvie. Glædes ved at vi i og omkring Give, SAMMEN med Vejle Kommune, nu lige om lidt, SAMMEN, kan indvie 3500 m2 nye moderne idrætsfaciliteter i Give.

Må I få et godt og aktivt nytår

Med venlig hilsen

Martin Schmidt

Centerleder