Tilbage til fællesskaberne?

Pandemien har på godt og ondt vist os, hvor meget fællesskaberne fylder i vores hverdag. Vi har stået sammen, været loyale mod myndighedernes plan, også selvom alle måske ikke altid har været enige med den.   

Foreningslivet i Give har været enormt ansvarlige og omstillingsparate i denne periode. Brugere af foreningerne har støttet op og indordnet sig under de forhold der nu var normalen.

Men pandemien har også vist os hvad foreningslivet kan – og hvad vi risikerer at miste, hvis ikke passer på det. Selve idrætten har vært under pres, og foreningernes daglige funktion blev markant anderledes end før. Nuvel hovedaktiviteterne har kunne gennemføres, selvfølgelig med begrænsninger, men hvad med fællesskabet, hyggen i hallen, i omklædningen?

Før Coronaen ændrede vores verdens billede var ”kiss and drive” allerede en udfordring ved levering/hentning før/efter aktivitet. Det har Corona kun forstærket.

Corona nedlukningerne har været ensbetydende med en betydeligt indskrænket omgangskreds. Mange har holdt kontakten til få, nære relationer, mens fællesskaberne, f.eks. på tværs af aktiviteter, klasser.

Og uden at endnu at ha indsigt i medlemstallene i byens foreninger, ja så vil mit umiddelbare bud være at alle foreninger kæmper med næb og klør for at holde fast i medlemmerne, nu mere end aldrig før. For nok har vi holdt fast i dem, der går til aktiviteten for selve aktivitetens skyd, men hvad med dem der bare synes det var sjovt at komme i foreningen, dem der kom for fællesskabet? Hyggen i bilen på vej til kamp, kaffen efter end træning osv.

Vi skal tilbage til fællesskaberne, tilbage til hyggestunderne, de ikke organiserede fællesskaber, som kipper et samfund sammen. Det kommer ikke af sig selv, men vi er klar til at tage kampen. Og det er jeg sikker på, at de lokale foreninger også er, men det kræver at vi ændrer vaner igen, gir børne lov til at komme lidt før træning, blive lidt efter, ja hvem ved, måske endda cykle til og fra. Ja måske ligefrem gå i bad i hallerne!

Vi skal være ydmyge over at selve aktiviteten, ikke er nok til at fastholde alle i foreningslivet. For så var medlemmerne vel bare væltet tilbage??

Nedgangen i medlemstal rammer os dobbelt, da vi ved at frivillighed ofte er knyttet til vores egne børn aktive deltagelse. Ligesom de unge frivillige som oftest også har en aktiv baggrund. Det gør ikke opgaven mindre vigtig.

At få flest mulig tilbage i foreningslivet, er derfor en af de vigtigste opgaver vi står overfor. Idrætsglæde er noget vi deler med hinanden, så lad os stå sammen om netop det.

Vi skal sammen skabe den nye ”normalen”, en bedre normal end før pandemien, håber jeg. Nu hvor vi har set, hvordan vores hverdag er uden, bør vi sætte endnu mere pris på det vi har.

Så når nu den lokale forening mangler medlemmer til bestyrelsen, aktivitetsudvalget eller som frivillige hjælpere hvad går du så? Stævnet, opvisningen, den daglige træning, fællesskaberne kommer ikke af sig selv! Det er oplevelser vi skaber og deler med hinanden.

Centerleder Martin Schmidt